Lokalcenter Søholm er et supermoderne lokalcenter, der både har en restaurant og et plejehjem tilknyttet. Vi har en dejlig beliggenhed i et naturskønt område tæt på mindre skov og Brabrand Sø. Du er meget velkommen til at komme forbi i åbningstiden og drikke en kop kaffe, spise en is eller nyde et helt måltid mad - vi holder også større spisearrangementer, hvor lokalet er fyldt med glade gæster i alle aldre.

Selv om vi ligger lidt afsides, næsten ud til vandet, er vi lette at finde. Bus 11 kører lige til døren. Vi glæder os til at se dig.

Aktiviteter

På Lokalcenter Søholm har vi gang i mange forskellige aktiviteter. De allerfleste af dem er åbne for alle interesserede, og er du i tvivl, skal du bare spørge.

  • Krolf: vi spiller jævnligt krolf på græsplanen omkring husene
  • Hver tirsdag motionerer herrerne
  • Seniorbordtennis
  • Nørkleklubben mødes om onsdagen
  • Vi har jævnligt foredrag, sang og gudstjeneste
  • En gang om ugen ryster folkedansere bentøjet
  • Hver onsdag mellem kl. 9.00 og 12.00 er der gang i værktøjet i vores træværksted 'Den Blå Negl'. Træværkstedet er en åben aktivitet, men på grund af pladsen er der begrænset deltagerantal. Spørg, hvis du er interesseret.
  • Net-café: Du kan gratis låne en computer med adgang til internettet i vores net-café. Net-caféen er åben i lokalcentrets åbningstid, som er hver dag fra kl. 9 til 15.

Har du lyst til selv at starte en frimærkeklub, et madlavningshold eller noget tredje, er du meget velkommen til det. Kontakt vores frivilligkonsulent Ulla Bording Jørgensen på telefon 41 88 41 43 for at få råd og vejledning.

Husk i øvrigt, at skoven og den meget nærliggende Brabrand Sø giver gode muligheder for gåture.

Se vores annonce om aktiviteter i ”Lokalavisen” den sidste onsdag i hver måned, hvor vi publicerer nye tiltag.

Aktiviteter